San Francisco until the end
Herunder følger den sidste del af mine blog indlæg fra IMV’s Studietur til San Francisco. Dette indlæg fokuserer på besøgene hos Innovation Center Denmark, IBM Almaden Research Center samt Stanfor University.
Innovation center Denmark blev besøgt samme dag som turen gik til Stanford universitet.
Søren Nedergaard der er leder for centeret lavede et godt oplæg der beskrev centerets arbejde i Silicon Valley og omegn. Centeret har et formål, nemlig at styrke internationaliseringen af dansk forskningn. Opgaverne for centeret er blandede og inkluderer blandt andet networking med de etablerede virksomheder i Silicon valley med henblik på at kunne formidle kontakter til danske virksomheder der ønsker at starte op i området. Herudover markedsfører de dansk forskning og uddannelse samt indsamling af erfaringer med Amerikansk politik på ovenstående områder. I forlængelse af dette yder centeret også almindelig opstartshjælp og forbereder virksomhederne på flytningen til USA.
Centerets følger i øjeblikket flere interessante trends tæt, eksempelvis udviklingen indenfor ren energi, web 2.0, Life Science og lign.
Søren fortalte også lidt om arbejdskulturen herovre, der for danskere kan virke lidt anderledes. Amerikanerne møder til ’direktørtid’ holder lange frokostpauser, men er til gengæld længere på arbejde og ALTID tilgængelige på email – også på Blackberry’en (såkaldt ”blackberrykultur”).
Slutteligt blev vi præsenteret for to praktikanter fra Aalborg Uni der var i praktik hos centeret.
Herefter gik turen til Stanford, hvor vi gik rundt på egen hånd og oplevede stemningen. Her er et par interessante facts om Stanford University:
• Har fostret mange succesfulde uddannede, heriblandt 18 astronauter, 16 Turing award vindere, 42 Nobel pristagere, Steve Ballmer, Sergey Brin, William Hewlett, Larry Page, David Packard, Chelsea Clinton, Herbert Hoover, Condolezza Rice, Douglas Hofstadter, Sigourney Weaver, Reese Witherspoon, John McEnroe og Tiger Woods (der begge droppede ud) for at nævne nogen få.
• 15.000 studerende,
• Budget 18 mia kr (egenkapital 72 mia) – til sammenligning er Au’s budget på 4,5 mia til 34.000 studerende.
• Er pt. rangeret som det andet bedste universitet i verden – kun Harvard er bedre.
Vi besøgte IBM’s research center i Silicon Valley (Almaden Research Center –San José) som det sidste skemalagte besøg. Efter en mindre forvildelse ind på en privat skole, hvor forstanderen tilkaldte security blev vi hentet af IBMs shuttle bus, for selve centeret ligger gemt i bakkerne et par kilometer fra selve indkørslen.
Joanne Nance stod for selve besøget og efter en kort introduktion til deres Hall Of Fame, der blandt andet inkluderede fem Nobelpristagere, blev vi præsenteret for dagens tre oplægsholdere. Det første oplæg beskrev IBM’s tiltag indenfor innovation og research, hvor IBM er helt fremme i skoene. Ifølge Cheryl Kieliszewski har IBM afsat $600 mio. til research over de næste 3 år, hvilket er helt usædvanligt for en IT virksomhed. De seks research centre IBM har, spredt over hele verden, er også enestående i branchen. Cheryl beskrev nogen af de initiativer og programmer IBM brugte til innovation og research, heriblandt Innovation Jam, som er et web baseret Jam der involverer IBM ansatte såvel som kunder, politikere og forskere fra hele verden. Jam’et munder ud i 10 konkrete ideér der herefter ’kildes’ frem, blandt andet gennem tilførslen af over en halv milliard kroner over en årrække.
Herefter tog Julia Grace ordet og fortalte om hendes forskning indenfor social software og arbejdspladsen. IBM har blandt andet anvendt ’tags’ og statusupdates til at gøre det nemmere at finde de rigtige folk når man som IBM ansat har et problem der skal løses. Man kan helt simpelt søge på eksempelvis ’dojo expert’ og herefter dukker søgeresultatet op – fikst når man arbejder i en virksomhed med 300.000 ansatte. Anvendelsen af eksempelvis Facebook på arbejdspladsen er dog ikke entydigt positiv. Mange ansatte vægrer sig ved at vide at deres chef kan se hvad de lavede i weekenden – deres sociale verdner kolliderer simpelthen!
Den sidste oplægsholder var Varun Bhagwan der fortalte om hans arbejde med BBC Sound Index. BBC sound Index blev til gennem BBCs ønske om at tiltrække yngre brugere til deres hjemmeside ved at tilbyde en hitliste baseret på de enkelte bands eller sanges popularitet på Internettet. De nuværende hitlister er til en hvis grad forældede eller ubrugelige fordi de er baseret på ubrugelig data. Den nye hitliste baseres på online målinger og registrering af ’hype’, søgninger og anmeldelser samt downloads og gennemlytninger på Internettet (Bebo, Myspace, Youtube, iTunes, Last Fm osv). BBC Sound Index baseres på målinger hver 6. time og ingen af de anvendte data må være ældre en 24 timer –man finder altså en hyperaktuel hitliste, der oven i købet kan skræddersys til den enkelte brugers præferencer.
Varun fortalte om nogen af de komplikationer han var løbet ind i undervejs, blandt andet at ”Online comments are absolutely the worst way to find out what is popular, execpt for all the other [ways]”.Han var blandt andet løbet ind i problemer med slang og brug af profaniteter. Sætninger som ”The guitarist totally killed it” og ”It is a bomb” eller ”Omg u r 5o k00l” gav blandt andet uventede problemer. Herudover kunne IBMs almindelige porn filter ikke bruges, da det ville sortere omkring 50% af alle popsange fra. Prøv betaversionen her
Efter IBM besøget blev de 34 glade studerende sluppet løs på egen hånd – mange valgte at leje biler og køre ud i Californien og nogen endda til Las vegas i Neveda. Alle nåede sikkert hjem til Århus, med en masse store oplevelser i bagagen. Herunder vil jeg nævne nogen få af mine oplevelser. Hvis nogen har tilføjelser er de velkomne til at tilføje dem i kommentarfeltet:
• Google besøget var en øjenåbner for hvordan man kæler for sine ansatte. 19 restauranter!
• At se solnedgangen over Yosemite – klipperne skifter farve fra gul til rød til lilla efter hånden som solens bue leder Californien ind i skyggerne
• At surfe i Stillehavet og pludselig få dårlig mave da der dukker en nærgående finne op ad vandet mindre end 20 meter fra mig. Det viste sig at være delfiner ( af arten ”Porpiose”) og ikke hajer som jeg først troede.
• At besøge UC Berkeley og Stanford, og mærke den helt specielle stemning på disse top-of-the-pops-universiteter. AU har dog et federe campus en Berkeley!
• At besøge IBM’s research center, der da vi besøgte dem havde 5 Nobel pristagere ansat. Det sted lignede en spændende arbejdsplads!
• At vågne op i Yosemite fordi en sort bjørn valgte at spise morgenmad lige bag vores telt. Menuen var havregryn-ud-af-posen og bamsen var aldeles ligeglad med fem søvndrukne danske turister. Der var ellers stramme regler for opbevaring af alt der duftede (selv kildevand på flaske) – alt skulle opbevares i et såkaldt ”bear safe”, idet sultne bjørne tidligere har hevet hele bildøre af for at finde godter inden de går i hi. Brød man disse regler var bøden på $ 5000!
• At forvilde sig ind på en s/m bar i den tro at der var kostumebal. Det var måske mere skræmmende end fantastisk at se folk blive piercet af fiskekroge og derefter dingle rund i lokalet kun holdt oppe af deres egen hud…
• At køre over Golden Gate Bridge på cykel i strålende solskin.
• At mærke stemningen i det nedlagte Alcatraz Fængsel!
Jeg håber at læserne af denne blog har fået et indblik i hvorledes vores tur har formet sig. På vegne af SAIS siger jeg mange tak for en fantastisk tur!
Anders

